Hvorfor laver man nye kartoffelsorter
– og hvordan gør man det?

Hvorfor:

Alle de sorter vi kender har svage sider. For eksempel er de ofte modtagelige for sygdomme og tørkestress eller stødpletter.

Forbrugernes ønsker ændrer sig også gennem tiden. I dag er det for eksempel vigtigt, at kartoflen er nem og hurtig at skrælle, og at den ikke ser for "snavset" ud. Og det er faktisk ikke spor let at efterkomme det ønske. Kartofler, der vokser på sandjord, vil blive lidt ru i skindet på grund af sandskornene, og derfor følger der lidt mere jord med, så de ser sorte ud.

Hvordan:

Nye kartoffelsorter laves oftest udfra krydsninger af allerede anvendte sorter. Man kan også hente egenskaber fra vilde kartofler, hvis der er brug for det. Når man vælger forældre til sine krydsninger, skal man helst have en krystalkugle, hvor man kan se, hvad markedet er om 10-15 år. Det er den tid det traditionelt tager fra man laver krydsningen og til man står med den færdige sort. I dag kan man dog også benytte bioteknologiske metoder, så det går lidt hurtigere.

År 1: Krydsning. Det første år krydser man de ønskede forældre til nye sorter. Rent praktisk foretages krydsningen ved, at man tager blomsterpollen fra den ene sort og sætter over på støvfanget af blomsten fra den anden sort. Der sker nu en befrugtning og der dannes et bær, der minder om en lille grøn tomat. Når bærret er modent, udvindes frøene og de tørres. Frøene kan gemmes i op til ti år. Forældrene er valgt udfra de ønsker, man har til den nye sort. Hvis vi eksempelvis ønsker en sort med god spisekvalitet og høj skimmelresistens, er det naturligt at vælge forældre med den ene eller begge egenskaber. Kartofler har imidlertid en meget stor arvemasse (på størrelse med menneskets) og afkommet vil derfor spalte meget forskelligt ud. Selv hvis begge sorter har en meget høj skimmelresistens, vil afkommet have alle niveauer af skimmelresistens fra fuldstændig modtagelig til god resistens.

År 2: Frøknolde. Det følgende år sås frøene i drivhus og de små kartoffelplanter prikles ud i potter. Om efteråret høstes én knold fra hver potte. De kaldes frøknolde og er hver især genetisk forskellige fra hinanden. Hver enkelt er begyndelsen til en ny sort. Der sås hvert år 26.000 frø, dvs. 26.000 nye sorter.

År 3: 1. udvalg. Frøknoldene lægges nu i marken med 70 cm afstand for at være sikker på at kunne adskille planterne ved optagning. I løbet af sæsonen følges planterne i marken, de sorter der har en "vild" eller meget dårlig top kasseres. Ved høst frilægges kartoflerne og man indsamler de sorter, man vurderer som egnede til videre testning. Det er ca. 2.000 sorter. Om vinteren kasseres en del, der er uegnede til lagring.

År 4: 2. udvalg. Næste forår lægges 6 knolde i marken af ca. 1.700 sorter. I vækstsæsonen gøres notater omkring topudvikling og skimmelresistens. Ved optagning vurderes knoldform, størrelse osv. Og der vælges nu ca. 600 sorter. Spise-, chips- og pommes frites sorterne testes nu i prøvekøkkenet. Stivelsessorterne vurderes på stivelsesindholdet. Samtlige sorter testes for resistens mod kartoffelål (cystenematod). Resultaterne fra de forskellige test danner grundlag for valget af de sorter, man ønsker at gå videre med.

År 5: 3. udvalg. Ca. 450 sorter overlever testningen og lægges nu med 10 planter i marken. Efter et udvalg i marken testes de på samme måde som året før i prøvekøkkenet og for stivelses-/ tørstofindhold. Det 5. år bruges desuden til opformering af læggekartofler til de mange afprøvninger det følgende år. Efter endt afprøvning er der ca. 150 sorter tilbage.

År 6: Orienterende udbytteforsøg. Af de tiloversblevne 100-150 sorter lægges nu 20 knolde på 3 forskellige steder i Danmark. Udvalgte sorter lægges i forsøg i Spanien og Marokko, for at se deres dyrkningsegnethed på disse lokaliteter. Ved høst vejes udbyttet, og sorterne bliver testet og vurderet som i tidligere år. Sorterne lægges nu også i skimmelforsøg, hvor de udsættes for et kraftigt skimmelangreb, og om vinteren testes de for stødfølsomhed, indhold af solanin, resistens mod brok samt for deres lageregenskaber.

År 7-10: Almindelige udbytteforsøg. I de følgende år testes de sorter, der er tilbage for: udbytte, resistens mod skimmel på top og knold, rust (Mop top og TRV), rådsygdomme (Phoma og Fusarium) og virus (Y og bladrulle). Derudover er de med i de samme test som i de tidligere år. Afhængig af egenskaber sendes der sorter til dyrkningsforsøg flere steder i Danmark samt i ca. 16 forskellige lande. Det er i disse år, at sorterne skal vise deres værd med hensyn til udbytte, kvalitetsegenskaber incl. resistenser mod forskellige sygdomme samt dyrkningsegnethed på forskellige lokaliteter både i Danmark og udlandet.

Når en sort menes at være god nok til at komme ud i avlen skal den i officiel sortsforsøg, navngives samt sættes i meristemopformering. Det er én sort ud af 36.000, der når så langt. I alt er fra Vandel udsendt mere end 30 kartoffelsorter.

Den her beskrevne gang er den traditionelle måde at forædle kartofler på. I dag suppleres den med nye bioteknologiske metoder.