|
På et
tidspunkt var der i Danmark kartoffelsorter, hvor man stort set ikke kunne
finde en eneste knold, der ikke var angrebet af virussygdomme. Derfor, og
også for at holde styr på andre sygdomme, som f.eks. ringbakteriose,
indførte man i 1986 Kartoffelmeristemprogrammet.
Formålet med programmet er at producere sygdomsfri læggekartofler til
landmænd og haveejere.
Hvad er et meristem?
Et meristem
er et vækstpunkt. I et vækstpunkt vokser planten ved at plantecellerne deler
sig og derefter strækker sig. Fordi et meristem
således er den allernyeste del af en plante, kan man være heldig, at selv om
planten er syg, for eksempel af en virussygdom, er sygdommen endnu ikke nået
ud i meristemet.
Derfor gør man det, at man
afskærer de yderste 0,2 mm (ja, nul-komma-to millimeter!) af spirerne på de
kartoffelknolde, man vil producere sunde kartofler ud fra. Så anbringer man
dem i hvert sit reagensglas på en slags gelé, der indeholder næringsstoffer.
I løbet af nogle uger vokser der så en meget lille kartoffelplante frem fra meristemet. Man holder selvfølgelig øje med, om den
alligevel skulle vise tegn på sygdom.

Kartoffelmeristemplanter på forskellige stadier
Fra hver lille plante kan man tage
flere stiklinger, som derefter sættes i reagensglas. Til sidst sætter man
planterne i spagnum i insekttætte nethuse.
Efterhånden sætter de små planter nogle få knolde, og disse høstes og
fordeles til nogle særligt udvalgte landmænd, der er meget dygtige til at
passe på, at kartoflerne ikke bliver syge. Herfra kommer de til andre dygtige
landmænd, der så producerer alle de læggekartofler, der er brug for til avl
af spisekartofler og kartofler til industrien.
Disse læggekartoffelmarker bliver
kontrolleret i løbet af væksten af nogle folk, der er uddannet til at få øje
på sygdomssymptomer, og der bliver taget stikprøver af de høstede knolde, der
i løbet af vinteren bliver undersøgt for skjulte sygdomme. Og hvis de viser
sig at være syge, bliver hele partiet kasseret. Så må landmanden prøve at
sælge dem som spise- eller industrikartofler, men til en meget lavere pris.
Hvor mange sorter handler det om?
På denne måde opformeres ca 60 forskellige sorter hvert år, og når du nu køber en
pose læggekartofler til haven, ved du, hvor stort et arbejde der ligger bag,
inden posen havner i butikken.
I Danmark kan en landmand ikke
bare tage nogle af sine egne kartofler fra og gemme til læggekartofler til
næste år. Han skal udskifte dem med godkendte læggekartofler
mindst hvert andet år. Det er dyrt, men på den måde forsøger man at beskytte
kartoflerne mod opformering af sygdomme, der i den sidste ende ville være
endnu dyrere for landmanden.
|