|
Sådan dyrker
landmanden spisekartofler: |
||||||||||||||||||||||||
|
Når en
landmand dyrker kartofler, er det
afgørende at avle et stort udbytte af fin kvalitet. (ellers
kan han ligeså godt lade være, for så tjener han ingen penge.) Derfor
skal han gerne have et udbytte på ca 450 hkg pr ha. Flest mulige af knoldene skal være i
størrelsen 40-60 mm, de skal smage godt og de må ikke koge ud eller blive
mørke ved kogning. De må selvfølgelig heller ikke have sygdomme eller have
snit- eller tryksår og blå mærker, og der må heller ikke have været skadedyr,
der har spist af dem. Og så skal
han selvfølgelig have valgt en sort, som forbrugerne gerne vil købe. For at
dette kan lykkes, skal landmanden planlægge dyrkningen omhyggeligt. Der må
ikke dyrkes kartofler mere end hvert 4. år i samme mark, da de ellers kan
smittes af sygdomme eller kartoffelål. Der må
helst heller ikke være roer eller raps eller nedpløjet halm eller dybstrøelse
året før, da kartoflerne så kan få rodfiltsvamp. Græs duer
ikke som forfrugt, for så kan der komme smelderlarver. Den bedste
forfrugt er en kornmark, hvor man fjerner halmen
efter høst. Læggekartoflerne
skal være sunde og gode, og derfor indkøber landmanden læggekartofler mindst
hvert andet år. Der er for stor risiko for sygdomme, hvis han bare hvert år
lægger nogle af sine egne kartofler til side. Landmanden
får læggekartoflerne hjem mindst 2-3 uger før lægning. Indtil lægningen skal
de opbevares tørt og køligt i mindre dynger, der er dækket med halm. For at
være helt sikker på, at kartoflerne vil spire, kan han lave en undersøgelse
straks efter, at kartoflerne er modtaget. Han lægger f.eks. 20 kg knolde i et
mørkt rum ved 20 grader. I løbet af en uge bør kartoflerne være begyndt at
spire. Trick, der
kan sætte kartoflerne hurtigt i gang med at gro i marken: Forvarmning
af læggekartoflerne ved 14-16 grader i ca. 10 dage før lægning kan give et
merudbytte på 20-40 hkg pr. ha, så besværet hermed
er godt betalt. Hvor mange
kartofler skal der lægges på 1 ha? Normalt
bliver kartoflerne lagt i rækker med en afstand på 75 cm, så der er god plads
til at maskinerne kan køre imellem kammene uden at skade kartoflerne. Afstanden
mellem kartoflerne i rækken er lidt vanskeligere at bestemme, da den afhænger
af læggeknoldenes størrelse og af sorten. Nogle
sorter vil gerne lave en masse små knolde (Asparges), andre vil gerne lave
nogle få, men store knolde (Sava). Små læggekartofler giver gerne store
knolde, mens store læggekartofler giver mange små knolde. Landmanden
skal altså prøve at finde den bedste kombination, så flest mulige kartofler
bliver af middel størrelse. Asparges skal have god plads (færre planter pr
ha), mens Sava skal lægges tættere for at opnå dette (flere planter pr ha).
Mindre end
28 mm og større end 50 mm duer ikke til læggekartofler. Hvordan
tilberedes en lækker jord til kartoflerne? Hvis der
er mange sten eller lerknolde i jorden kan man med
en særlig maskine – en sten-streng-lægger – lægge dem for sig selv i en række
imellem kartoffelrækkerne, så man ikke skal have besvær med dem, når
kartoflerne tages op. Stenene kan også såre kartoflerne, når de skrumler
rundt mellem hinanden. (Det er som regel for dyrt at fjerne stenene helt fra
marken.) Ellers
starter man med at pløje, gerne om foråret, så jorden hurtigt varmes op. Derefter
skal jorden harves op i 10-15 cm dybde. Hvornår skal
kartoflerne lægges? Som regel
har jorden den rette temperatur og fugtighed omkring d. 1.-20. april. Læggedybden skal passe med at oversiden af knoldene er 1-2 cm
under plan jordoverflade. Landmanden
skal skynde sig langsomt: Kørehastigheden med læggeren bør max. være 5 km pr.
time. Ellers kan afstanden mellem knoldene blive for stor, eller de kan blive
beskadiget. Hvad skal
kartoflerne have at leve af: For at
finde ud af det, skal landmanden vide, hvor meget næring der er i jorden i
forvejen. Derfor får han taget jordbundsanalyser. Ud fra tabeller kan han så
aflæse, hvor meget der skal tilføres af næringsstofferne. Jo lavere analysens
tal er, jo mere næringsstof skal der tilføres. Ellers bliver der for få
kartofler, og de bliver små og grimme. Som regel
ligger mængderne her omkring:
Hvis
landmanden giver for meget gødning, er pengene smidt ud ad vinduet. Giver han
for lidt, går det galt med udbytte og kvalitet. Gødningen
gives enten før opharvning, eller også placeres den
i forbindelse med lægningen. Det vil sige, at den lægges lidt ved siden af og
lidt under læggekartoflen, så den er nem at få fat i, men uden at den svider
de små spirer og rødder på læggekartoflen. (Gødning er en slags salt – prøv
at drysse lidt salt på, hvis du får en rift, så ved du, hvordan
kartoffelspirerne har det med gødning!) Hvis
kartoflerne dyrkes i en sandjord, og det regner meget frem til 1. juli, kan
det blive nødvendigt at give lidt mere N, da det kan vaskes ud af jorden med
regnen. Hypning – hvad er det, og hvorfor skal man
hyppe sine kartofler? Hypning betyder,
at man med en hyppe-plov lægger jord op over
kartoffelrækken, så den danner en "kam". Man gør
det af to grunde: Kartoflerne
bliver nemmere at tage op. De bliver
ikke så nemt grønne, Der er
stor forskel på, hvor let sorterne får grønne knolde. F.eks. kan Sava være
slem til det, og den skal derfor have en stor kam. På en
sandjord kan kartoflerne slet ikke dyrkes uden vanding. Udbyttet bliver alt
for lavt, kartoflerne kan få skurv og de kan få vækstrevner.
Vækstrevner kommer, hvis kartoflen i et stykke tid har manglet vand, og der
så pludselig kommer rigeligt. Så vokser den så hurtigt, at den ikke selv kan
følge med, og der kommer store sprækker i den. Derfor
holder landmanden øje med regn og med fordampning af vand fra kartoflerne, og
vander så snart der er behov for det. Ukrudt – er noget, f….. har skabt. Kartoffelmarken
er "bar" i lang tid, inden planterne begynder at fylde så meget, at
de kan skygge ukrudtet væk. Derfor betyder ukrudt mindre udbytte, og desuden
mere besvær ved optagningen, hvor det skal sorteres fra. Ukrudtet
kan bekæmpes kemisk, men mange landmænd vælger at gøre det mekanisk for at
spare på sprøjtemidlerne. Man kan bruge en kombination af radrensning,
harvning og strigling. Der er udviklet et godt redskab, der hedder en
stjerne-rulle-renser. Det svære er at slå ukrudtet ihjel uden at skade
kartoffelplanterne. Ved
mekanisk bekæmpelse nedharver landmanden kammene
hver gang, der er nye ukrudtsplanter på kimbladstadiet. Kammen skal så hyppes
op igen nogle timer senere, men kun til halv højde. Denne behandling gentages
hver gang der er nyt ukrudt fremme indtil kartoffelplanterne er 5-6 cm høje.
Nu går landmanden så over til at lægge mere jord på kammen med en hyppeplov
mindst 2 gange inden midten af juni, hvor kartoffelplanterne er 20-35 cm
høje. Nu er planterne store og kan klare sig selv, og det vil også skade dem
hvis man bliver ved med at køre i dem med redskaberne. Sultne skadedyr: Angreb af
skadedyr varierer meget fra år til år. Kartoffelmarken kan risikere at få
besøg af Tæger, cikader
og coloradobiller, der angriber toppen Ageruglens larver (knoporm) og smælderlarver,
der gnaver i knoldene. Kartoffelål (kartoffelcystenematoder),
der angriber rødderne. Den værste
sygdom i kartofler er kartoffelskimmel. Kartoflerne
begynder som regel at få skimmel omkring 1. juli, hvor planterne er ret
store. For at undgå skader ved at køre i dem kan landmanden sætte nogle
smallere hjul på traktoren samt montere nogle topskillere
foran hjulene, inden han kører ud med marksprøjten med svampemiddel. Kartofler
kan desuden få mange forskellige virussygdomme samt den frygtede
bakteriesygdom ringbakteriose. Den kan
også få skurv, der gør skrællen grim. Nedvisning
eller vækststandsning Hvis det
nu bare handlede om, at udbyttet i kartoffelmarken målt i kg skulle være så
stort som muligt, ville det være nemt at være kartoffelavler. Men forbrugerne
er ikke interesserede i kartofler på størrelse med fodbolde, og kvaliteten
skal også være i orden. Derfor er landmanden nødt til at standse kartoflernes
vækst, når størrelsen er passende og kartoflerne stadigvæk er kogefaste (ikke
bliver uldne i kanten ved kogning). Afhængig
af, hvor tidlig en sort han dyrker, må han i marken i løbet af
august-september for at grave nogle toppe op et par gange om ugen, så han kan
følge med i størrelsen og kogekvaliteten af knoldene. Når 5% af
knoldene er større end ønsket, eller når ca ¼ af
knoldene får lidt hvide pletter på overfladen ved kogning, skal væksten
standses. Det kan
ske ved at man nedvisner toppen med et sprøjtemiddel, eller ved at man slår
den af mekanisk, eventuelt efterfulgt af gasbrænding. Nu skal
knoldene blive "skind-faste", inden de tages op. Det vil sige, at
den fine, tynde skræl skal blive mere tør og hænge bedre fast på knolden, så
skindet ikke flosser, når knoldene tages op. Det ser ikke pænt ud, og
kartoflerne bliver også mere modtagelige for sygdom, hvis skindet beskadiges.
De må ikke blive i jorden i længere end 10-14 dage efter at toppen er
nedvisnet, da de så kan få rodfiltsvamp eller andre sygdomme. Senest 1.
oktober bør alle kartoflerne være taget op, for nu bliver der risiko for
nattefrost, og det duer ikke. Hvis kartoflerne er kolde (under 8 grader), når
de tages op, får de lettere stødpletter. (Prøv at slå dig selv over fingrene
med en hammer hvis fingrene er varme og hvis fingrene er kolde. Hvornår gør
det mest ondt?) Nu kommer
det afgørende tidspunkt for landmanden: Hvis ikke
vejret er tørt og mildt, kartoffeloptageren indstillet og kørt 100% korrekt
og hvis ikke transport og sortering af kartoflerne foregår så skånsomt som
muligt, kan alt arbejdet og alle de penge, der er brugt på at dyrke
kartoflerne, være spildt. Hvis
landmanden selv skal opbevare kartoflerne, indtil de kan sælges, skal der
også være 100% styr på, hvordan det skal foregå. Du har
sikkert selv prøvet, hvordan det lugter, hvis bare én kartoffel i en pose er
rådden – det må bare ikke ske! For at
undgå at de rådner skal kartoflerne tørres senest et døgn efter at de er
taget op. Det kan ske i særlige containere, hvor man blæser luft ind i
kartoflerne Efter tørring skal de "sår-hele" ved 12-14 grader i ca.
2 uger. Kartoflen er nemlig indrettet sådan, at den selv kan reparere mindre
skader i overfladen – lige som du får ny hud efter et sår – hvis bare den får
den rette temperatur. Herefter
skal temperaturen sænkes til 3-4 grader, som er den bedste opbevaringstemperatur.
Hvis temperaturen bliver lavere, får kartoflerne en sød smag, fordi stivelsen
begynder at blive lavet om til sukker (en slags anti-frost-væske). Er
temperaturen højere, kan råd begynde at brede sig. Landmanden kontrollerer
løbende både temperatur og fugtighed i kartoflerne. Hvis
kartoflerne skal opbevares i en kule på marken, skal de straks efter
optagning dækkes med et tykt lag løst halm. Øverst lægges en
udluftningskanal, så der ikke opstår kondensvand, når der lægges plastic
over. Nu kommer plastic’en på, men den må ikke
trækkes helt ned i siderne, før der er udsigt til frost. Pyh-ha – det
var det! |