Sådan dyrker landmanden spisekartofler:

Når en landmand dyrker kartofler, er det afgørende at avle et stort udbytte af fin kvalitet.

(ellers kan han ligeså godt lade være, for så tjener han ingen penge.)

Derfor skal han gerne have et udbytte på ca 450 hkg pr ha. Flest mulige af knoldene skal være i størrelsen 40-60 mm, de skal smage godt og de må ikke koge ud eller blive mørke ved kogning. De må selvfølgelig heller ikke have sygdomme eller have snit- eller tryksår og blå mærker, og der må heller ikke have været skadedyr, der har spist af dem.

Og så skal han selvfølgelig have valgt en sort, som forbrugerne gerne vil købe.

For at dette kan lykkes, skal landmanden planlægge dyrkningen omhyggeligt.

Sædskiftet

Der må ikke dyrkes kartofler mere end hvert 4. år i samme mark, da de ellers kan smittes af sygdomme eller kartoffelål.

Der må helst heller ikke være roer eller raps eller nedpløjet halm eller dybstrøelse året før, da kartoflerne så kan få rodfiltsvamp.

Græs duer ikke som forfrugt, for så kan der komme smelderlarver.

Den bedste forfrugt er en kornmark, hvor man fjerner halmen efter høst.

Læggekartoflerne

Læggekartoflerne skal være sunde og gode, og derfor indkøber landmanden læggekartofler mindst hvert andet år. Der er for stor risiko for sygdomme, hvis han bare hvert år lægger nogle af sine egne kartofler til side.

Landmanden får læggekartoflerne hjem mindst 2-3 uger før lægning. Indtil lægningen skal de opbevares tørt og køligt i mindre dynger, der er dækket med halm.

For at være helt sikker på, at kartoflerne vil spire, kan han lave en undersøgelse straks efter, at kartoflerne er modtaget. Han lægger f.eks. 20 kg knolde i et mørkt rum ved 20 grader. I løbet af en uge bør kartoflerne være begyndt at spire.

Trick, der kan sætte kartoflerne hurtigt i gang med at gro i marken:

Forvarmning af læggekartoflerne ved 14-16 grader i ca. 10 dage før lægning kan give et merudbytte på 20-40 hkg pr. ha, så besværet hermed er godt betalt.

Hvor mange kartofler skal der lægges på 1 ha?

Normalt bliver kartoflerne lagt i rækker med en afstand på 75 cm, så der er god plads til at maskinerne kan køre imellem kammene uden at skade kartoflerne.

Afstanden mellem kartoflerne i rækken er lidt vanskeligere at bestemme, da den afhænger af læggeknoldenes størrelse og af sorten. Nogle sorter vil gerne lave en masse små knolde (Asparges), andre vil gerne lave nogle få, men store knolde (Sava). Små læggekartofler giver gerne store knolde, mens store læggekartofler giver mange små knolde.

Landmanden skal altså prøve at finde den bedste kombination, så flest mulige kartofler bliver af middel størrelse. Asparges skal have god plads (færre planter pr ha), mens Sava skal lægges tættere for at opnå dette (flere planter pr ha).

Læggekartoffel størrelse mm.	Planter pr. ha	Planteafstand cm	Udsædsmængde hkg pr. ha
28/35	45.000	30	10-11
30/40	40.000	33	14-15
40/50	35.000	38	23-24

Mindre end 28 mm og større end 50 mm duer ikke til læggekartofler.

Hvordan tilberedes en lækker jord til kartoflerne?

Hvis der er mange sten eller lerknolde i jorden kan man med en særlig maskine – en sten-streng-lægger – lægge dem for sig selv i en række imellem kartoffelrækkerne, så man ikke skal have besvær med dem, når kartoflerne tages op. Stenene kan også såre kartoflerne, når de skrumler rundt mellem hinanden. (Det er som regel for dyrt at fjerne stenene helt fra marken.)

Ellers starter man med at pløje, gerne om foråret, så jorden hurtigt varmes op.

Derefter skal jorden harves op i 10-15 cm dybde.

Hvornår skal kartoflerne lægges?

Som regel har jorden den rette temperatur og fugtighed omkring d. 1.-20. april.

Læggedybden skal passe med at oversiden af knoldene er 1-2 cm under plan jordoverflade.

Landmanden skal skynde sig langsomt: Kørehastigheden med læggeren bør max. være 5 km pr. time. Ellers kan afstanden mellem knoldene blive for stor, eller de kan blive beskadiget.

Hvad skal kartoflerne have at leve af:

For at finde ud af det, skal landmanden vide, hvor meget næring der er i jorden i forvejen. Derfor får han taget jordbundsanalyser. Ud fra tabeller kan han så aflæse, hvor meget der skal tilføres af næringsstofferne. Jo lavere analysens tal er, jo mere næringsstof skal der tilføres. Ellers bliver der for få kartofler, og de bliver små og grimme.

Som regel ligger mængderne her omkring:

N (kvælstof)	130 – 170 kg/ha
P (fosfor)	0 - 50 kg/ha
K (kalium)	125 – 220 kg/ha
Mg (magnesium)	0 – 35 kg/ha

Hvis landmanden giver for meget gødning, er pengene smidt ud ad vinduet. Giver han for lidt, går det galt med udbytte og kvalitet.

Gødningen gives enten før opharvning, eller også placeres den i forbindelse med lægningen. Det vil sige, at den lægges lidt ved siden af og lidt under læggekartoflen, så den er nem at få fat i, men uden at den svider de små spirer og rødder på læggekartoflen. (Gødning er en slags salt – prøv at drysse lidt salt på, hvis du får en rift, så ved du, hvordan kartoffelspirerne har det med gødning!)

Hvis kartoflerne dyrkes i en sandjord, og det regner meget frem til 1. juli, kan det blive nødvendigt at give lidt mere N, da det kan vaskes ud af jorden med regnen.

Hypning – hvad er det, og hvorfor skal man hyppe sine kartofler?

Hypning betyder, at man med en hyppe-plov lægger jord op over kartoffelrækken, så den danner en "kam".

Man gør det af to grunde:

Kartoflerne bliver nemmere at tage op.

De bliver ikke så nemt grønne,

Der er stor forskel på, hvor let sorterne får grønne knolde. F.eks. kan Sava være slem til det, og den skal derfor have en stor kam.

Vand er vigtigt!

På en sandjord kan kartoflerne slet ikke dyrkes uden vanding. Udbyttet bliver alt for lavt, kartoflerne kan få skurv og de kan få vækstrevner. Vækstrevner kommer, hvis kartoflen i et stykke tid har manglet vand, og der så pludselig kommer rigeligt. Så vokser den så hurtigt, at den ikke selv kan følge med, og der kommer store sprækker i den.

Derfor holder landmanden øje med regn og med fordampning af vand fra kartoflerne, og vander så snart der er behov for det.

Ukrudt – er noget, f….. har skabt.

Kartoffelmarken er "bar" i lang tid, inden planterne begynder at fylde så meget, at de kan skygge ukrudtet væk. Derfor betyder ukrudt mindre udbytte, og desuden mere besvær ved optagningen, hvor det skal sorteres fra.

Ukrudtet kan bekæmpes kemisk, men mange landmænd vælger at gøre det mekanisk for at spare på sprøjtemidlerne. Man kan bruge en kombination af radrensning, harvning og strigling. Der er udviklet et godt redskab, der hedder en stjerne-rulle-renser. Det svære er at slå ukrudtet ihjel uden at skade kartoffelplanterne.

Ved mekanisk bekæmpelse nedharver landmanden kammene hver gang, der er nye ukrudtsplanter på kimbladstadiet. Kammen skal så hyppes op igen nogle timer senere, men kun til halv højde. Denne behandling gentages hver gang der er nyt ukrudt fremme indtil kartoffelplanterne er 5-6 cm høje. Nu går landmanden så over til at lægge mere jord på kammen med en hyppeplov mindst 2 gange inden midten af juni, hvor kartoffelplanterne er 20-35 cm høje. Nu er planterne store og kan klare sig selv, og det vil også skade dem hvis man bliver ved med at køre i dem med redskaberne.

Sultne skadedyr:

Angreb af skadedyr varierer meget fra år til år. Kartoffelmarken kan risikere at få besøg af

Tæger, cikader og coloradobiller, der angriber toppen

Ageruglens larver (knoporm) og smælderlarver, der gnaver i knoldene.

Kartoffelål (kartoffelcystenematoder), der angriber rødderne.

Sygdomme

Den værste sygdom i kartofler er kartoffelskimmel.

Kartoflerne begynder som regel at få skimmel omkring 1. juli, hvor planterne er ret store. For at undgå skader ved at køre i dem kan landmanden sætte nogle smallere hjul på traktoren samt montere nogle topskillere foran hjulene, inden han kører ud med marksprøjten med svampemiddel.

Kartofler kan desuden få mange forskellige virussygdomme samt den frygtede bakteriesygdom ringbakteriose.

Den kan også få skurv, der gør skrællen grim.

Du kan læse mere om alt dette under punktet ANGREB FRA NATUREN.

Nedvisning eller vækststandsning

Hvis det nu bare handlede om, at udbyttet i kartoffelmarken målt i kg skulle være så stort som muligt, ville det være nemt at være kartoffelavler. Men forbrugerne er ikke interesserede i kartofler på størrelse med fodbolde, og kvaliteten skal også være i orden. Derfor er landmanden nødt til at standse kartoflernes vækst, når størrelsen er passende og kartoflerne stadigvæk er kogefaste (ikke bliver uldne i kanten ved kogning).

Afhængig af, hvor tidlig en sort han dyrker, må han i marken i løbet af august-september for at grave nogle toppe op et par gange om ugen, så han kan følge med i størrelsen og kogekvaliteten af knoldene.

Når 5% af knoldene er større end ønsket, eller når ca ¼ af knoldene får lidt hvide pletter på overfladen ved kogning, skal væksten standses.

Det kan ske ved at man nedvisner toppen med et sprøjtemiddel, eller ved at man slår den af mekanisk, eventuelt efterfulgt af gasbrænding.

Optagning

Nu skal knoldene blive "skind-faste", inden de tages op. Det vil sige, at den fine, tynde skræl skal blive mere tør og hænge bedre fast på knolden, så skindet ikke flosser, når knoldene tages op. Det ser ikke pænt ud, og kartoflerne bliver også mere modtagelige for sygdom, hvis skindet beskadiges. De må ikke blive i jorden i længere end 10-14 dage efter at toppen er nedvisnet, da de så kan få rodfiltsvamp eller andre sygdomme.

Senest 1. oktober bør alle kartoflerne være taget op, for nu bliver der risiko for nattefrost, og det duer ikke. Hvis kartoflerne er kolde (under 8 grader), når de tages op, får de lettere stødpletter. (Prøv at slå dig selv over fingrene med en hammer hvis fingrene er varme og hvis fingrene er kolde. Hvornår gør det mest ondt?)

Nu kommer det afgørende tidspunkt for landmanden:

Hvis ikke vejret er tørt og mildt, kartoffeloptageren indstillet og kørt 100% korrekt og hvis ikke transport og sortering af kartoflerne foregår så skånsomt som muligt, kan alt arbejdet og alle de penge, der er brugt på at dyrke kartoflerne, være spildt.

Lagring

Hvis landmanden selv skal opbevare kartoflerne, indtil de kan sælges, skal der også være 100% styr på, hvordan det skal foregå.

Du har sikkert selv prøvet, hvordan det lugter, hvis bare én kartoffel i en pose er rådden – det må bare ikke ske!

For at undgå at de rådner skal kartoflerne tørres senest et døgn efter at de er taget op. Det kan ske i særlige containere, hvor man blæser luft ind i kartoflerne Efter tørring skal de "sår-hele" ved 12-14 grader i ca. 2 uger. Kartoflen er nemlig indrettet sådan, at den selv kan reparere mindre skader i overfladen – lige som du får ny hud efter et sår – hvis bare den får den rette temperatur.

Herefter skal temperaturen sænkes til 3-4 grader, som er den bedste opbevaringstemperatur. Hvis temperaturen bliver lavere, får kartoflerne en sød smag, fordi stivelsen begynder at blive lavet om til sukker (en slags anti-frost-væske). Er temperaturen højere, kan råd begynde at brede sig. Landmanden kontrollerer løbende både temperatur og fugtighed i kartoflerne.

Hvis kartoflerne skal opbevares i en kule på marken, skal de straks efter optagning dækkes med et tykt lag løst halm. Øverst lægges en udluftningskanal, så der ikke opstår kondensvand, når der lægges plastic over. Nu kommer plastic’en på, men den må ikke trækkes helt ned i siderne, før der er udsigt til frost.

Pyh-ha – det var det!