Bakteriesygdommen RINGBAKTERIOSE.

 


Ringbakteriose

En bakterie er en organisme, der består af én celle. Bakterier er gennemsigtige og de fleste har nogle fimrehår, så de bevæge sig lidt omkring. De er kun 0,6-3,5 tusindedele mm lange.

De er lynhurtige til at formere sig, for en bakterie er voksen og formeringsdygtig – det vil sige, at den kan dele sig - på under ½ time, hvis forholdene er gode!

De danner dermed kolonier, som man kan se med det blotte øje. Der er ikke ret mange bakterier, der er skadelige for landbrugsafgrøderne, men til gengæld kan de være ret stygge.

Ringbakteriose er virkelig en ulækker og lusket sygdom, og den er kartoffelavlerens skræk, fordi han kan få forbud mod at dyrke kartofler og sælge kartofler, hvis den bliver fundet på hans ejendom. 

Faktisk er sygdommen ikke så alvorlig i Danmark, men hvis et parti syge kartofler bliver eksporteret til et land i syden, hvor der er varmt og fugtigt, kan den gå fuldstændig amok og omdanne kartoflerne til en gang ulækker slim i løbet af kort tid. 

Derfor bliver ringbakteriose betragtet som så farlig en sygdom, at man straks skal melde det til Plantedirektoratet, hvis man finder den.

Problemet er, at ringbakteriose kan være svær at se, da den arbejder inde i knoldene, hvor den får ledningsvævet, der ligger som en ring lidt inde under skrællen, til at rådne. 

Det vil sige, at med mindre angrebet er så kraftigt, at forrådnelsen også viser sig uden på knolden, kan den kun ses ved at skære knoldene over. Oven i købet kan smitstof fra syge knolde overleve i 2 år i lagerrum, på transportkasser eller redskaber, så der skal desinficeres grundigt, hvis sygdommen har været der.

Bekæmpelse og forebyggelse:

Landmanden kan ikke bare sprøjte mod sygdommen, for der findes ingen midler, der kan tage den. Derfor må man forebygge ved at gøre grundigt rent, ikke dele maskiner med andre landmænd samt undgå, at der overlever spildkartofler i markerne. Det vigtigste er dog at bruge sunde læggeknolde. For at lave sundt læggemateriale til landmændene er alle læggekartofler i Danmark startet op i noget, der kaldes meristemprogrammet.

Prøv selv:

Beregn, hvor mange bakterier der kan komme fra 1 bakterie efter 12 timer, hvis de deler sig hver halve time!

Kartofler kan få en anden bakteriesygdom, nemlig skurv, som du sikkert kender. Den er ikke nær så farlig og giver blot kartoflen et grimt udseende.


Kartofler med Skurv