|
Skadedyr |
||||||||
|
En
spændende plante som kartoflen har selvfølgelig også nogle spændende
skadedyr, der kan angribe den. Her kan du
læse noget om 3 af dem: Coloradobillen, Smælderlarven og Kartoffel-ålen. En bille
er et insekt, der har et par hårde dækvinger, hvorunder det gemmer et par
tynde, fine flyvevinger. Mariehønen er en bille, der faktisk er ret tæt i
familie med Coloradobillen. Coloradobillen er bare gul med sorte striber i
stedet for rød med sorte prikker. Den
overvintrer som voksen i jorden, og ved temperaturer på 10-14 grader kommer
den op og begynder at æde. Hunnen lægger gule æg på undersiden af
kartoffelbladene, og heraf klækkes røde larver med sorte prikker. De begynder
så også at æde, og når de er færdigudviklede, dumper de ned på jorden, hvor
de graver sig ned og forpupper sig Coloradobillen
kommer sært nok fra Colorado, hvor man opdagede den første gang på nogle
vilde natskyggeplanter. Den viste sig at sætte stor pris på de
kartoffelmarker, nybyggerne begyndte at dyrke, og man fik hurtigt så stor
respekt for den, at man holdt godt øje med den, og man ved faktisk næsten på
år og dato, hvornår den første gang dukkede op andre steder. Man ved f.eks.
hvilket år den kom til Europa, og i hvilken havn den kom ind, formentlig med
et skib med kartofler. Den voksne
bille og larven kan nemlig æde alt grønt over jorden, og så
er der ikke noget at producere knolde af! I Danmark
er der anmeldelsespligt ved fund af billerne, og landmændene
vil så få besked om hvad de skal gøre for at bekæmpe dem. Den har aldrig
været et stort problem i Danmark, måske fordi den ikke bryder sig om vejret,
men også fordi man slår ned på den, straks den kommer.
Mere om
Coloradobillen for særligt interesserede. Indtil
omkring 1860 levede billen stilfærdigt på vilde natskyggeplanter i et lille
område øst for Klippebjergene i Nordamerika, blandt andet i staten Colorado.
Da der så kom rigelig mad på bordet i form af dyrkede kartoffelmarker,
begyndte den at sprede sig hurtigere end man nogensinde før havde set for en
insektart. I løbet af
15 år var den nået ud til Atlanterhavskysten, og den kom med skib til Europa
i begyndelsen af 1900-tallet. Dem fik man dog hurtigt udryddet. Men i
slutningen af krigen 1914-18 kom nogle biller til havnebyen Bordeaux i
Frankrig, og da man i 1922 fandt ud af problemet og havde tid til at gøre
noget ved det, var den allerede spredt i et stort område omkring byen. Omkring
1935 bredte den sig ud over Frankrigs grænser, og nu blev der dannet en
international komité med det formål at hindre dens udbredelse. Men – allerede
i 1939 var der krig igen, og ved krigens slutning havde den bredt sig over
store dele af Europa. I 1949 kom
den til Danmark i stort tal, og siden har man jævnligt haft besøg af den,
især i den sydøstlige del af landet. I 1972 kom der rigtig mange, og den
måtte bekæmpes med skadedyrsmidler. Der ligger
altid en slagplan klar for bekæmpelse af Coloradobillen, og
den sættes i værk, hvis der et år kommer mange til landet. Så får de
landmænd, i hvis marker den er fundet, besked om hvordan de skal bekæmpe den,
og de skal rette sig efter henvisningerne, ellers vanker der bødestraf.
Coloradobillen er nemlig undergivet en lov om offentlig bekæmpelse, og hvis
man finder den, skal man melde det til Plantedirektoratet. På den måde undgår
man, at den kan udvikles til et stort problem. Når man er
så bange for den skyldes det bl.a., at den har en stor evne til at tilpasse
sig forskellige klimaforhold, og det ser ikke ud til, at den har
nogle naturlige fjender af betydning. Under gode betingelser kan en hun-bille
nå at blive til 2000 ny biller på en sæson! Det er især temperaturen, der har
betydning. Ved 16 C bliver en larve færdigudviklet på 34 døgn, ved 24 C tager
det kun den halve tid. Billerne
overvintrer i jorden i 20-50 cm dybde og kan tåle en del frost. Heldigvis for
Danmark kan den derimod ikke lide milde og fugtige vintre, for så bliver den
angrebet af forskellige mikroorganismer, især svampe. Den kan
leve af den vilde plante bittersød natskygge, men heldigvis
ikke af ukrudtsplanten sort natskygge, som vi har mange af i Danmark. Når vi får
angreb herhjemme skyldes det som regel at den er blæst herop fra varme
områder, hvor den har opformeret sig stærkt. Kommer der så varme, opstigende
luftstrømme og vind fra syd, så har vi den. Den findes
nu over det meste af Europa og langt ind i Rusland. Irland og England er
indtil videre sluppet for dens besøg. En smælder
er også en bille, men her er det kun larven, der er skadelig. Den er til
gengæld slem, for den borer sig ind i kartoffelknoldene og spiser derinde,
hvor det er umuligt at bekæmpe den. Desuden er det næsten håbløst at sortere
de angrebne knolde fra, da den slanke smælderlarve kun borer et ganske lille
hul for at komme ind. Imidlertid
er det meget let at undgå angreb af larven: Man skal blot sørge for, at der
ikke er græs i den mark, der senere skal bruges til at dyrke kartofler i, for
den voksne bille lægger sine æg i græsmarker, og larven lever her i 4 år,
inden den forpupper sig og bliver en voksen bille. I mellemtiden spiser den
af de planterødder der nu er på marken, for den er ikke kræsen.
Helt
rigtigt hedder dette skadedyr Kartoffel-nematoden. Men
da en nematod er slank som en ål, i hvertfald hvis den ikke er gravid, kalder man den også
for en ål. Størrelsen er dog meget anderledes end ved en almindelig ål, for nematoder er umulige at se med det blotte øje, altså sålænge de ikke er gravide! De gravide hunner er nemlig
på størrelse med et knappenålshovede,
og de indeholder flere hundrede æg. Nematoderne angriber kartoffelplantens rødder, hvor de suger
næring. Der skal være mange af dem, for at de er skadelige, op imod 1000
pr kg jord, men det kan der også blive, da de er gode til at formere
sig. Og da de befinder sig nede i jorden, kan man ikke bekæmpe dem. Hvad der
også er slemt, er, at selv om kartoffelålen kun kan
leve af kartofler, kan den vente i op til 25 år på, at der
kommer kartofler i marken igen! Dens æg klækkes nemlig kun, hvis de kan
"lugte" at der er kartoffelrødder i jorden. Da det er
et skadedyr, der kan spredes med jord, må der ikke forekomme kartoffelål i marker, der skal bruges til avl af
læggekartofler, og der er anmeldepligt, hvis man finder dem. Heldigvis
findes der sorter, der er resistente overfor kartoffelålen.
|
||||||||
